Latino-gnaven – Klumme i Magasinet Danes, nr. 5 – 2015

image_h200Hang til brok er en dansk folkesygdom. Måske især i de kolde, mørke vintermåneder er der risiko for at blive smittet. Men unik for os danskere er sygdommen altså ikke. Efter jeg er flyttet til Frankrig, har jeg opdaget, at den også findes her. Den lever og trives i bedste velgående, blot i en lidt anden forklædning.

Den korte lunte – den kender vi vel alle. Der ryger en finke af panden af og til, og de fleste af os ved også, hvordan det føles deroppe i det røde felt, hvor man begynder at få flimren for øjnene. Men disse små elektriske udfald er absolut intet at måle mod de totale strømsvigt, som nogle gange mørklægger franskmændenes evne til at tænke rationelt og begå sig i et samfund, som jo ellers for længst og på alle måder er langt forbi primat-stadiet.

Storskrydende urmennesker
Franskmænd er i reglen et elskværdigt, dannet og høfligt folkefærd, som ”disser” hinanden og smider alverdens høflighedsfraser både først og sidst i hver sætning. Men man skal ikke altid tage deres galanteri for rene og skære varer. På et nanosekund kan de forvandle sig til brovtende, storskrydende urmennesker. De lader eder og forbandelser regne ned over hinanden på posthuse, i supermarkeder, på arbejdspladser og i trafikken – for derefter at fortsætte som om intet var hændt.

Måske er besindelses-tabet en frekvens på linje med den danske brok? En kanal for udluftning og udrensning, når trykket vokser. Franskmændenes imponerende evne til at tabe hovedet og derefter samle det op og gå videre som intet var hændt, tyder på, at man nok ikke skal tage det så tungt, hvis en dag ederne og forbandelserne skulle regne ned over en selv.

”C’est la France”
En sen eftermiddag stod jeg i en meget lang kø i supermarkedet. Der var kun en ekspedient ved kassen. Hvis jeg var indeni hende ville jeg have følt mig voldsomt presset, her i vores effektiviserede samfund anno 2015. Men hun havde tilsyneladende aldrig hørt om LEAN og var helt i sin egen verden. Hun tog i hvert fald ingen notits af de mange kunder, som ikke ligefrem så ud til at betragte hendes omstændige indsats med stående applaus. Hun tog sig endda tid til at kindkysse med en kunde og spørge til søsterens podagra, imens hun kæmpede halvhjertet med en gensidig stregkode.

Så skete det uundgåelige: Proppen sprang hos nummer ti i køen: ”Om hun ikke kunne tage sig lidt sammen og måske endda tilkalde assistance til kasse nummer to?” Skæbnen ville, at nummer ti i køen var en højglanspoleret schweizisk dame, som intet havde tilovers for (ifølge hende) den manglende effektivitet i det franske samfund. Det lagde hun på ingen måder skjul på: ”C’est la France!” råbte hun med himmelvendte øjne. Nu gav kassedamen ufortrødent igen. I formiddags havde hun forsøgt at betale en regning på posthuset i Schweiz, men måtte opgive, fordi personalet var så langsomme…Gnisterne føg om ørerne på de mange ventende kunder ved kassen – men de måtte pænt vente, for nu handlede det også om at få det sidste ord. Det var ikke længere bare et spørgsmål om, hvorvidt kassedamen var langsom – men en større diskussion om forskellen på franskmænd og schweizere. To folkefærd, som på ingen måder er kendt for at elske hinanden. (Det eneste schweizerne elsker i Frankrig er de billige indkøbspriser.)

Der indfandt sig i øvrigt aldrig en ekspedient i kasse to. Den koldblodige kassedame ringede godt nok efter assistance ind imellem hun gav den schweiziske kunde tørt på.…men da der ikke blev svaret i den anden ende, var hendes kommentar et skuldertræk, en hånlig pustelyd og et: ”Elle est sourde!” (Hun er døv!)…som om det var en tilstrækkelig kvalificeret undskyldning…

Et absurd teater
Et sjak af kedeldragts-klædte mænd var forleden i gang med at sætte jerngitre op langs søen i byen, hvor jeg bor. Det var efter alt at dømme ikke en helt let bedrift. I hvert fald nærmede jeg mig på et tidspunkt, hvor de seks arbejdsmænd var rygende uenige om, hvor langt der skulle være mellem gitrene. Den ene truede med bål, en anden med brand og den tredje, som nok i virkeligheden var mest fornuftig, truede med chefen. I det sekund jeg gik forbi dem, kiggede de alle tre op og i kor, som tre velopdragne skoledrenge, hilste de smilende overskudsagtigt: ”Bonjour, Madame”. Sekundet efter jeg havde passeret dem, fløj de i totterne på hinanden igen. Jeg gik forundret videre. Følte, at jeg var tilskuer til et sært absurd teater – en blanding af velopdragen høflighed iblandet et stænk verbalt værtshusslagsmål.

Fuld og passioneret skrue
Måske er der bare ikke langt fra smil til tårer og fra høflig omgangstone til uterlighed? Og måske stikker udfaldene ikke så dybt. I Danmark brokker vi os af et godt hjerte, når noget er ”for galt” eller ”for meget.” Vi får afløb. I Frankrig kører de et gear eller to højere. Koleriske er de ikke helt, men måske kan man kalde dem latino-gnavne. Deres under-jeg tager af og til styringen og giver den fuld og passioneret skrue. Rørene renses. Derefter vender det høflige, dannede over-jeg tilbage.

Læs artiklen i magasinet DANES, nr. 5, 2015.

Læs artiklen som PDF: Latino-gnaven

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *