Small-talk eller Hard-talk? – Klumme i magasinet Danes, nr. 6 – 2015.

AAEAAQAAAAAAAAIRAAAAJDkyY2U1MWE0LWI2ODEtNGQ2Ni05ZjlmLWNkNGQ3YjRkNmExOQEn “ice-breaker”, der altid slår an i Danmark, er at sludre om vind og vejr. Men vi er samtidigt et bramfrit folkefærd, som ikke spilder tiden. Når isen er brudt, har vi travlt med at smække fisken på disken. Flytter man til udlandet, er det en god ide at aflure de uskrevne regler for small-talk.

En del mennesker opfatter small-talk som ligegyldigt, kedeligt og spild af tid. Men hvis man bosætter sig i udlandet, kan det være besværet værd at lære sig netop den disciplin. For det er ofte gennem høflighedsfraser om dit og dat, at man får nye bekendte, netværk og på sigt måske også venner. Small-talk kan være genvejen, nøglen eller den magiske formular til at lære en ny kultur at kende. Men hvert land har sine uskrevne regler for, hvad man taler om i det offentlige rum – og hvad man absolut ikke taler om. Det er langt fra altid let at gennemskue, hvor grænsen går for, hvad man siger og ikke siger. Personligt har jeg senest  forsøgt mig i Myanmar og Frankrig. Begge steder med blandet held.

Fisken på disken
Vi sad der på to ubekvemme stole side om side og kiggede på vores to sønner. De var bedste venner. Min yngste søn og kammeraten fra Myanmar, hvor vi dengang boede. Hans mor talte meget lidt engelsk, så det meste af tiden sippede vi hektisk vores grønne te og smilede og nikkede med passende mellemrum til hinanden. Høflighedsfraserne blev oversat af en barnepige, som både talte det lokale sprog, myanmar – og engelsk. Tavsheden blev efterhånden larmende, og til sidst gav jeg op. Jeg havde forsøgt at bringe alle tænkelige emner på bane, men nu var tekoppen tom og udtørret, og jeg sank passivt sammen på min stol. Så skete der noget uventet: Drengens mor kiggede mig pludseligt direkte i øjnene og brød så tavsheden med uventet høj stemmeføring: ”Vi fik vores søn ved kunstig befrugtning.”

Dét var da i den grad en information, man kunne arbejde videre med. Fisken på disken nu! Jeg rettede mig op, fik vist min solidaritet, forståelse og imødekommenhed ved at fortælle hende, at det samme var tilfældet i vores familie. De evindelige høflighedsfraser eller tomme tekopper kan blive for mange selv for en asiat, åbenbart.

Small-talk per budbringer
Et par dage senere var vi til middag på min mands job. Jeg sad centralt placeret ved langbordet og da vi alle havde bænket os, fyldte tavsheden luften. Den blev dog eftertrykkeligt brudt af den herre, der sad overfor mig:

”Jeg hører, at I har fået jeres søn ved kunstig befrugtning..?” sagde han højt og rungende, så ingen undgik at blive informeret. Jeg så den ikke komme, må jeg indrømme. Hvordan vidste han det!? Det var nok ikke min mand, der havde fortalt det til ham over frokosten. Jeg er hverken særlig sart eller blufærdig og valgte derfor at fortælle ham historien, imens dem der sad omkring spidsede deres allerede lange ører. Ikke nogen særlig spændende og usædvanlig historie i den vestlige verden. Men åbenbart tilpas interessant i Myanmar. Min samtale med min søns legekammerats mor havde været så interessant, at barnepigen havde set sig nødsaget til at referere den ned til mindste detalje til min mands kollega, som hun kendte privat – og den var endda blevet pyntet med et par ekstra saftige detaljer undervejs. Sådan kan en lille fjer blive til fem høns.

Som et isnende hav
Nu bor vi i Frankrig, og her er der lidt andre regler for naturen af small-talk. Egentlig ligner franskmændene os danskere på mange måder. Venlige, imødekommende, høflige – men alligevel lidt kølige og reserverede. Godt nok kindkysser de alle, de møder på deres vej, men man skal ikke tage fejl: Man vader ikke lige ind i en franskmand med store beskidte gummistøvler på. Man gør sig fortjent og tørrer pænt fødderne af på dørmåtten.

Min søn legede sidste år altid med den samme dreng fra klassen. Da drengens far en dag står ved siden af mig foran klassen, tager jeg initiativ til en legeaftale: ”Har din søn lyst til at besøge os?”. Spørgsmålet står et øjeblik i luften. Jeg har kastet mig ud fra min egen isflage og klamrer mig nu til hans. Hager mig fast i hans lille private flage, selv om det muligvis ikke er ret høfligt. Det fremprovokerer da også spættede, røde plamager på faderens hals. Jeg er bange for, at han skal trampe mig hårdt over fingrene, så jeg mister grebet og bliver trukket ned i det isnende kolde hav. Han holder dog pænt og høfligt ud. Men da han undslipper, er han tydeligt lettet. Samme strategi afprøves de følgende dage, og da jeg en dag får mig blameret fuldstændigt ved at løbe efter manden – efter hårdt pres fra min søn – for at høre om hans søn mon har lyst til at besøge os, får vi endelig et ”ja”. Jeg er stadig i tvivl om, det var en god ide – eller om han bare overgav sig til den insisterende og anmasende danske ’facon’…

Vi har nok i vores eget
En anden dag får jeg langt om længe en af mødrene til at smide Dior-brillerne. Uhøfligt er det jo alligevel at konversere med briller på. Hun er sød og rimeligt snakkesaglig.  Det kan dog være svært at tale om vejr og vind, skolemad og skemaer hver eneste dag – og her er det så, at jeg uvidende begår en alvorlig fodfejl. Jeg trækker det danske kort op. Tager hul på diskussionen om børneopdragelse og børnesyn i skolen og i hjemmet i Frankrig versus Danmark. Lad os nu droppe small-talken, så vi kan lære hinanden lidt bedre at kende som mennesker fra to forskellige kulturer. Helt forkert! I Frankrig spørger man ikke ind til privatsfæren, og man deler normalt heller ikke gavmildt ud af sin egen. Siden den dag holdt hun lidt bedre afstand, og det var tit, hun ikke tog solbrillerne af.

En raffineret dans
Nu skal man jo huske at feje for egen dør først. Desuden skal man slet ikke begynde at kyle med sten, hvis man selv kommer fra et glashus. Flere undersøgelser viser, at vi danskere har mere end nok i os selv og vores eget. Vi er verdens lykkeligste folk – men deler kun nødigt ud af vores lykke og bevæger os ikke ret gerne ud af vores komfortzone. Det kan jo være lidt farligt at komme for tæt på andre mennesker, derfor forholder vi os helst lidt køligt afventende. Udlændinge kalder godt nok os danskere venlige, imødekommende og hjælpsomme, men synes til trods for vores meget direkte facon, at vi er svære at komme ind på livet af og endnu sværere at blive venner med. Det er faktisk både en vanskelig og tidskrævende disciplin at overbevise en dansker – i hvert fald en ’hjemmedansker’ – om, at man er værd at blive ven med. Store danske virksomheder beretter om, at kvalificeret udenlandsk arbejdskraft rejser tilbage, hvor de kommer fra. Indiske medarbejdere har for eksempel generelt svært ved at finde sig til rette i den danske individualistiske kultur. De giver op og pakker sammen. Det viste sig at være for svært at blive lukket indenfor i det homogene danske fællesskab. Vi er i det hele taget ikke nemme at danse med – i hvert fald er det så godt som aldrig os, der byder de fremmede op til stammedans.

Den direkte danske facon virker slet ikke her i Frankrig. Dansen er mere raffineret. Hjemme i det eventyrlige kongerige gælder ét – i udlandet ofte noget andet. At springe small talk’en over og gå direkte til sagen opfattes i Frankrig som udannet, brovtent og som mangel på respekt. I Asien har jeg, med enkelte overraskende undtagelser, konstateret, at det samme gælder dér.

Læs klummen i magasinet Danes, nr. 6, 2015.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.